Netværksgruppe

Som iværksætter skal man ofte selv ud og være opsøgende omkring, hvad der rører sig og hvordan man optimerer bedst muligt.

Der er mange forskellige måder at gøre dette på og man skal naturligvis vælge det, der passer til ens temperament. Nogle tager på kurser, nogle læser bøger, nogle bruger ”Fætter Højben”-metoden og håber, at der dumper noget godt ned til én fra himlen.

Jeg har netop fået mulighed for at komme med i en netværksgruppe sammen med 7 andre iværksættere. Det var min bank, der formidlede kontakten til de andre. Banken har jo virkelig en fornemmelse for, hvad der rører sig i lokalområdet og de mente, at vi var en flok, der kunne have stor gavn af at mødes, udveksle ideer og sammen blive klogere og dygtigere.

Tanken med netværksgruppen er, at vi mødes én gang om måneden. Hver gang har vi et tema, som én af deltagerne præsenterer for de andre. Herefter debatterer vi emnet. Vi har også en ”bordet rundt”, hvor man kan vende nogle af de områder og emner, som man sidder og arbejder med. Det er skønt at kunne vende tingene i et lukket forum og måske få nye vinkler på nogle af emner, der fylder lige nu.

Vi har mødtes 2 gange indtil videre og jeg må sige, at jeg ser frem til disse timer i selskab med andre, der ligesom jeg brænder for sin virksomhed og jeg er kommet hjem med masser af nye ideer og ny energi til at give det en ekstra skalle.

Kommentera

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *